Beskrivelse
Junia Sweater fra Sandnes Garn er en smuk sweater med masser af fine detaljer. Kombinationen af snoninger og små hulmønstre giver et klassisk og feminint udtryk, mens de skrå skuldre tilfører en moderne pasform.
Sweateren strikkes oppefra og ned med én tråd Peer Gynt sammen med én tråd Tynn Silk Mohair. Kombinationen giver et dejligt varmt strik med den lette, bløde overflade fra mohairen.
Det særlige ved Junia Sweater er, at du selv kan vælge udtrykket. Den kan strikkes mere tætsiddende og længere eller som en mere oversized og cropped model.
Sådan får du opskriften
Det her er en trykt opskrift, som sendes med posten sammen med garnet. Den findes ikke som digital download, så der kommer ingen PDF på din konto.
Størrelser
Opskriften har tre størrelser, og de er ikke almindelige tøjstørrelser – de er tre forskellige pasformer. Vælg efter den færdige overvidde og længde, du ønsker:
Str. 1 – overvidde 93 cm, hel længde 63 cm, ærmelængde 54 cm. Tætsiddende og lang.
Str. 2 – overvidde 116 cm, hel længde 56 cm, ærmelængde 48 cm. Oversized og kortere.
Str. 3 – overvidde 139 cm, hel længde 53 cm, ærmelængde 42 cm. Mest oversized og croppet.
Størrelserne er grupperet efter garnforbrug, når du vælger din pakke herover: str. 1 og 2 bruger præcis samme mængde garn.
Teknik
Sweateren strikkes oppefra og ned efter diagram med én tråd af hver kvalitet. Der slås masker op til bagstykket, som strikkes frem og tilbage med vendepinde og udtagninger, så skuldrene bliver skrå. Bagstykket strikkes videre frem og tilbage ned til under ærmerne.
Derefter strikkes der masker op til forstykkerne, som strikkes frem og tilbage, mens der tages ud til halsudskæringen. Forstykkerne strikkes sammen og ned til under ærmerne, hvorefter for- og bagstykke samles, og arbejdet strikkes rundt til hel længde.
Til sidst strikkes der masker op til ærmerne, som strikkes rundt efter diagram og afsluttes med en vrangbord. Halskanten strikkes til slut og foldes dobbelt mod vrangsiden.
Sværhedsgrad: Rutineret.
Garn og Garnforbrug
Junia Sweater strikkes med én tråd Peer Gynt (50 g) sammen med én tråd Tynn Silk Mohair (25 g).
Str. 1: 12 nøgler Peer Gynt + 6 nøgler Tynn Silk Mohair
Str. 2: 12 nøgler Peer Gynt + 6 nøgler Tynn Silk Mohair
Str. 3: 13 nøgler Peer Gynt + 6 nøgler Tynn Silk Mohair
Opskriften er fotograferet i tre farvesæt: Peer Gynt 3342 Mocha Mousse, Peer Gynt 5812 Brunnera Blue og Peer Gynt 5045 Plum – alle sammen med Tynn Silk Mohair.
Peer Gynt 3342 Mocha Mousse og Tynn Silk Mohair 3052 Pecan Brown er ikke i vores sortiment. Pakken herover leveres derfor med Peer Gynt 2564 Gyldenbrun og Tynn Silk Mohair 3342 Mocha Mousse – og du kan frit vælge andre farver i begge garner herover. Opskriftens blå og lilla udgaver har vi som Peer Gynt 5812 Brunnera Blue og Peer Gynt 5045 Plum.
Se alle vores farver i Peer Gynt · Se alle vores farver i Tynn Silk Mohair
Vejledende pinde
Pind 4 mm og pind 5 mm
Strikkefasthed
19 masker = 10 cm
Design
Sandnes Garn, kollektionen 2606 DIY, nr. 11.
VegaGarn tip
Her er det ekstra vigtigt at kigge på sweaterens færdige overvidde frem for blot at vælge din sædvanlige størrelse. Vælg efter, om du ønsker Junia lang og mere tætsiddende eller kortere og lækkert oversized.



